Klezkamp i New York
Et væksthus for klezmer og jiddish kultur
Af Ann-Mai-Britt Fjord

Den 24 december rejste århusianske Klezmerduo til New York for at deltage i Klezkamp 2005. Fem dages intensive workshops, som i år samlede 400 mennesker fra hele USA og Canada samt en håndfuld ”overseas” fra Danmark, Sverige, Tyskland og Schweitz.
Klezkamp 2005 foregår på Hudson Valley Resort i udkanten af Catskill Mountains nord for New York. Det er den enogtyvende af slagsen og et sandt overfødighedshorn af tilbud til musikere, dansere og sangere på mange niveauer. Der er hold for begyndere og øvede samt masterclasses, som kræver særlig optagelse. Og fælles for dem alle er, at de tager udgangspunkt i den østeuropæisk jødiske musik tradition, der er forbundet med jiddish kultur.
Kantorskalaer og jødiske højtidssange er et par af mulighederne. Men langt,langt de fleste workshops er hver på sin måde et tilbud om at arbejde med KLEZMER – den jødiske spillemandsmusik, der gennem generationer har udgjort festmusikken først i Østeuropa og sidenhen i USA og tildels Israel.

Undervisning og workshops
Der er rig mulighed for at lære nyt. Mere end 60 forskellige kurser fordeler sig på to workshops om formiddagen og to om eftermiddagen. Man følger den samme workshop hele ugen og kombinerer så sit eget forløb, alt efter om man er til musik, sang eller dans – eller lidt af hvert.
Musikerne kan vælge instrumentalundervisning i mindre grupper( violin, klarinet, harmonika, horn, trommer, fløjte, mv) hvor der bl.a. er fokus på de typiske forsiringer, ornamentationer og ”klagen” (dreydlekh, krekhtsn) I de mange større samspilsgrupper lærer man om sit instruments funktion i et klezmerband. Og i de store DanceBands handler det om at få musikken til at svinge i forhold til danserne, og at sammensætte et godt danseforløb. Vælger man et af de tre Advanced Dance Bands forpligter man sig til at spille til dans hver aften!
Derudover er der klezmerteori samt Klezmologi -klezmerens historie. Og workshops som udfordrer det traditionelle materiale:Rocky Rythms handler om at løsne båndet mellem melodi og rytme for at genoplive den tabte tradition af rytmisk fleksibilitet. Creativ.arrangement som blander ældre og nykomponeret musik eller Klezmer Meets the World der koncentrerer sig om de multikulturelle hybrider, der inkluderer klezmer
Sangerne kan synge gamle eller nyskrevne jiddishe sange, i kor eller som solist. Et kursus arbejder specielt med faldgruberne indenfor jiddish udtale, mens en anden er en intensiv masterclass i ”Performing jiddish Song” med publikum på.
De forskellige dansehold arbejder tæt sammen med nogle af orkestrene, hvadenten det er de kendte traditionelle jiddishe danse: sher, bulgar og freilach, koreograferet dans eller de specielle danse som danses til de jødiske højtider.

Jiddish - en levende kultur
Lidt overraskende er der også tilbud, som man ikke forventer på et musikkrsus, så som traditionel jiddish papirklip, kalligrafi, jiddish sprogkursus i tre niveauer, jiddishe dialekter, jødisk historie og geografi, jiddish litteratur, digtning og teater.
”Jeg havde et ønske om at sætte musikken ind i en større jiddish kulturel sammenhæng” siger Henry Sapoznik, musiker, ethnomusiksociolog og grundlægger af Klezkamp.” Så da vi afholdt den første Klezkamp i 1985, kaldte vi den for Yiddish Folk Arts Programme. Og vi tilbød udover musik, sang og dans også undervisning i jiddish sprog, litteratur, digtning og teater samt forskellige former for kunsthåndværk. Det har gjort, at der også har været noget at komme efter, selvom man ikke spiller eller synger”
Det gør at sammensætningen af deltagere afviger noget fra gængse musikkursers. Den yngste er 4 mdr. – den ældste 89 år! Fordi mulighederne er så mange og forskelligartede er der mange familier, ofte tre generationer, som tager på Klezkamp sammen.
At arbejdet med jiddish har båret frugt, høres tydeligt overalt. Mange taler flydende jiddish – også blandt de helt unge. En del er kommet her fra de var helt små, så for dem er klezmermusikken og jiddish en levende tradition. Og de har deres egne specielle programmer: Kindernest for de helt små, Klezkids og siden Klezteens som bl.a.laver teaterforestillinger og og spiller Electric Klezmer.

Forshpayzn
Selvom man ikke spiller, synger eller danser, så er det dog en forudsætning at man holder af klezmer – for der er musik alle vegne, hele tiden.
I alle pauserne bliver der jammet i den store hall. Det er alt fra hardcore brassklezmer til mandolinorkestre, jiddishe teateschlagere, zimbalon (hakkebræt) spillere og en vidundelig 76 årig kvindelig klezmertrommeslager der laver verdens længste trommesolo. Mange gange er Klezkamp radio på pletten for at lave optagelser og interviews.
Efter dagens fire workshops er der ”Forshpayzn” – en lille appetitvækker inden aftensmaden. Det er ikke pindemadder og kølige drinks (i det hele taget bliver der stort set ikke drukket alkohol), men derimod små smagsprøver på nye jiddishe bogudgivelser, kunsthåndværk, CD-udgivelser m.v. Og derefter er det tid til den store Slow Jam, hvor enkle melodier giver de fleste mulighed for at være med.
Aftenerne er også fuld besat. Som noget nyt er der Intergenerational Dancing efter aftensmaden, et tilbud til de mindre børn og ældre, som gerne vil danse, men som synes at aftenballerne ligger for sent. Ellers er der et forskelligt program hver aften med teaterforestilling, jiddish film ”Hester Street”, lærerkoncert m.v – efterfulgt af 3-4 timers dans!

Henry ”Hank ” Sapoznik
Klezkamps grundlægger og leder, Henry Saposnik ,er nok det tætteste man kan komme på” Mr. Klezmer Himself” – ikke som musiker, men som igangsætter af og drivende kraft i den klezmerrevival som tog fart fra midten af 70èrne.
Som ung ethnomusiksociologi - studerende var han dybt fascineret af Amerikansk folkemusik, specielt the ”old-time music” sådan som den blev spillet i Apalacherne i North Carolina. Han havde investeret i en banjo og brugte tre-fire år på at spille, lytte til gamle plader og besøge de gamle spillemænd i North Carolina.
De fleste af de unge New Yorkere, som havde taget ”old-time” musik op var jøder. De gamle spillemænd var rørte og imponerede over den store interesse og entusiasme. Men de undrede sig, for deres ”egne” unge ville meget hellere lytte til moderne country musik. Her sad unge jøder og sang sange om tidligere tiders hårde liv på landet i USA, mens flertallet af dem var efterkommere af østeuropæiske jødiske immigranter, som havde overlevet anden verdenskrig.
Under et af de mange besøg spurgte den kendte, gamle violinspiller Tommy Jarrel pludselig ”Sig mig Hank. - har dit folk slet ikke noget af jeres egen musik?”

Ann-Mai-Britt og Henry Sapoznik

” Indtil da havde jeg ikke tænkt over det helt på den måde” fortæller Sapoznik.”Joh – selvfølgelig havde vi da vores egen musik: khazones som jeg sang med min far da jeg var barn, zmires som vi sang i yeshivaen, den jødiske skole, - og alle de mange sange til højtiderne, især til påske. Og så den jødiske dansemusik som jeg bl.a. kendte fra min bar mitzvah (svarende til konfirmation) Nå ja, så var der den israelske musik - som jeg ikke kunne fordrage.Men hvor var den jødiske Tommy. Hvor var min traditionelle musik. Jeg anede det ikke – men jeg besluttede mig for at finde ud af det”
Sapoznik opsøgte YIVO, the Yiddish research institute i New York. Her gik han igang med at gennemlytte kassevis af 78`ere med klezmer fra perioden 1910-1930. Der dukkede gamle noder op, avisudklip og indspilninger af forlængst glemte radioprogrammer. Og han fandt frem til nogle af de gamle spillemænd som stadig var i live og som gerne ville berette og lære fra sig, deriblandt violinisten Leon Schwartz og den legendariske klarinetspiller Dave Tarras.
Det blev begyndelsen på et dybt dedikeret research arbejde med at opspore rødderne og traditionsbærerne af de jiddishtalende jøders musik. Som efterhånden inspirerede - og lagde kimen til en ny generation af klezmermusikere, både jøder og ikke jøder.

”Meeting the Masters”
Interesssen for klezmer bredte sig. De første bands udgav plader i slutningen af 70èrne (The Klezmorim: East side wedding, Streets of Gold og Andy Stateman m.fl:.Jewish Klezmer Music) Og mange begyndte at spille.
Sapoznik havde stor succes med sit eget band band ” Kapelye” men fortsatte samtidig sit research arbejde. Efterhånden kunne han se, at der var et behov for at skabe et større forum, hvor man kunne arbejde med musikken og inspirere hinanden, gerne en sammenhæng som samtidig forbandt klezmeren med jiddish kultur og tradition. Han begyndte forberedelserne til den første Klezkamp.
Og for at hente inspiration deltog han som kursist i adskillige music-summercamps.
”Men på de traditionelle musiklejre savnede jeg en overlevering indenfor fællesskabet. Næsten alle lejrene blev ledet af jævnaldrene, og det er jo langt fra den måde som folkemusikken traditionelt er blevet videregivet på. Ligeså meget som jeg holdt af at spille med folk på min egen alder, ligeså meget ønskede jeg at yngre musikere skulle få den samme oplevelse, som jeg havde haft: at lære fra de gamle musikere, så de kunne få en oprigtig fornemmelse af hvad den her musik handlede om.Jeg søgte også en menneskelig faktor, som kunne sætte ansigt på folkemusikken, i modsætning til at betragte melodierne som en slags vare – endnu en melodi at spille til en eller anden jamsession”.
Derfor blev det vigtigt for ham fra den allerførste Klezkamp i 1985, at ”de gamle” spillemænd var med. De kunne bygge bro til en svunden tid og delte rundhåndet ud af deres viden og erfaring – lettere forundret over at deres musik igen havde fået et publikum efter mange år i glemsel.
Workshops med de gamle musikere kom til at hedde ”Meeting the Masters”.
I dag mere end 20 år efter er nerven i Klezkamp stadig ”Meeting the Masters”, omend musikerne nu er ”anden generation” – d.v.s dem der har lært traditionen i perioden 1920-1950 af de musikere, der var kommet over fra østeuropa.

Pete Sokolov

En af dem, Pete Sokolov, er efterhånden blevet en levende legende. En farverig koleriker der strør om sig med historier, og skælder folk huden fuld, hvis ikke de spiller ordentligt. Han har levet af at spille klezmer i en menneskealder.Selv er han en fremragende musiker, der synger, spiller, dirigerer og kommanderer – på en gang. Samtidig har han en klokkeklar fornemmelse af, hvad der foregår på dansegulvet. Hans fornemmelse for tempo er suveræn.
Det samme gælder Ray Musiker (der iøvrigt er 5`te generation af klezmermusikere) Med sit blide,varme væsen er han en amerikansk -jødisk udgave af den nylig afdøde vestjydske spillemand Thomas Ingolf. Han sætter et tempo som understøtter og skubber danserne. Og der er en dybde i musikken, der nok er forsiret, men det er altid melodierne som bærer.

. Henrik Bredholt og Ray Musiker

Hassidic Danceband

Dansen
Også dansen har sin egen ”Meeting the Masters”. Det er den kendte danser Felix Fibich på 89. Han har en livslang karriere bag sig som danser og koreograf på verdensplan. Han mente selv, han var gået på pension, men har her indenfor de seneste år medvirket i flere produktioner med månedlange tournerer i Europa. Som 86 årig blev han bedt om at komme til Klezkamp og undervise i jødisk dans, gestik og rituelle bevægelser.
Hans assistent, Steven Weintraub, som er nok så meget yngre, er ham en god hjælp. Han er en enorm kapacitet både som danser og pædagog. Udover at hjælpe Felix Fibich har han to andre hold, i det som kaldes ”jiddish dans”. Danse som freylekhs, sher, bulgar, hopkele, broiges tanz m.fl der næsten har været forsvundet er nu vakt til live igen takket være Steven og andre, som har researched blandt de gamle jøder for at høre hvad og hvordan de plejede at danse til fester.
Og det er der kommet herlige danse ud af bl.a.:

Freyleks:Det er den kendteste og den som man ser i mange film. Den bruges altid til bryllup og konceptet er enkelt. Lange kæder eller kredse hvor hvor enhver danser sit trin. D.v.s man skifter frit imellem forskellige faste trin som f.eks chassè, en slags let slæbende gang og forskellige tramp. Kæden slanger sig rundt i rummet. Nogle gange opløser den sig og bliver til par, der danser hvad der minder om elementer fra ”væve vadmel” eller laver møller– andre gange bliver den til en cirkel, hvor folk skiftes til at gå ind i midten og danse. Ofte har fordanseren et lommetørklæde og inviterer en anden fra kæden med ind i kredsen, hvor de danser sammen, mens de begge holder fast i lommetørklædet.

Bulgar: Trinene er i udgangspunktet som de nordiske ballade trin, men med vægten på forfoden, og brystkassen lidt skudt frem.
Sher(saksedansen):en jødisk tilpasning af kvadrilledansene som blev danset ved hoffet i England og Frankrig i 1800-tallet. Umiddelbart minder den meget om den danske 8-mands dans. Dansen referer muligvis til den traditionelle klipning af brudens hår aftenen før brylluppet.

Broiges tanz: På et tidspunkt under et bryllup ville to – som oftes svigermødrene – danse en slags pantomime hvor de blev uvenner, skændtes og sloges, for så igen at forsones. En lille lektion og ledetråd for de nygifte.

Mitzvah tanz: Mitzvah dansen udspringer af Thoraens bud om at danse foran bruden. Ceremonimesteren(badkhn) inviterer de mandlige bryllupsgæster op for at danse med bruden en for en. Men da mænd og kvinder hos de ortodokse jøder ikke rører ved hinanden holder de et lommetørklæde, et bælte eller en flig af brudens kjole imellem sig.

Felix Fibinger og Steven Weitraub

Dansene indøves om dagen på holdene, men om aftenen kan alle være med, når de forskellige Advanced Bands spiller op. På Klezkamp er det Chassidic Dance Band der runder aftenerne af, dvs. de spiller op til dans kl. ca.0.30 og et par timer frem.
Det er et hold på ca.25 musikere heraf 7-8 horn under ledelse af Ken Malz, der selv har mange års erfaring med at spille til de ortodokse chassiders store bryllupsfester. Og her er det godt med erfaring. Dansen varer i timevis og hvert hvert sæt er ofte på to timer uden pauser hverken for musikere eller dansere! Derudover er det vigtigt at kende sit stof og sine kilder for chassiderne er skarpt opdelt i forskellige fraktioner og det går ikke godt, hvis man spiller en traditionel melodi fra Lubavitsher chassidernes repertoire, når man er hyret til et Litvisher chassid bryllup.

Tradition og fornyelse
Niveauet er højt blandt Klezkamps lærere.
”Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg da også et helt egoistisk ønske om at samle nogen af verdens bedste klezmermusikere og spille ”great music” sammen med dem” siger Henry Sapoznik.
Og ser man på lærerstaben gennem årene er det lykkedes. Rigtig mange musikere fra de toneangivende klezmerbands har været indover. Både de mere traditionelle og de eksperimenterende som f.eks Frank London fra Klezmatics, der i sine workshops udfordrer det traditionelle materiale – og med sin trompet fører an i nattelange jamsessions.
Lærerstaben er vokset støt i takt med antallet af deltagere. Fra at være lidt over 100 kursister på de første Klezkamps ligger antallet nu på omkring 400, hvoraf ca. 60 % er nye deltagere. Heraf er lidt mindre end en femtedel ikke-jøder.
Og erfaringerne fra Klezkamp, New York har inspireret andre til lignende initiativer rundt omkring i verden: Klezcanada, Klezcalifornia,.Klezfest London, Jewish Festival Krakow og Yiddish Summer schooll i Weimar m.v.
Klezkamp er mere end en årlig begivenhed. Det er blevet en unik model for, hvordan gamle kulturtraditioner igen får liv og mening i en sammenhæng, hvor der også er plads til udvikling og forvandling
Fra at være en næsten uddød tradition har klezmeren igen bla. med impulser fra Klezkamp og Henry Sapozniks arbejde fået plads på det musikalske verdenskort. Og nu er den langt mere udbredt end før anden verdenskrig. Der er klezmerbands i alle europæiske lande, hvor Tyskland topper med over 100 grupper. Selv i Japan bliver der produceret klezmer CD`er. Nogle arbejder videre med det traditionelle udtryk og dansemusikken, mens mange blander med andre genrer - jazz, rock, salsa, arabisk.
Her i Danmark findes der nu 8-10 større og mindre klezmergrupper.

Læs mere om Klezkamp: www.livingtraditions.org

Kilder:
”Klezmer – Jewish Music from Old World to Our World” (Henry Sapoznik)
www.yiddishdance.com

Tilbage til www.klezmerduo.dk