KLEZMER

 

MUSIK, L®NGSEL OG LIVSLYST

 

 

En dag for mere end 10 Œr siden spillede vi pŒ gŒgaden i Hamborg. Go` stemning, mange folk, penge i kassen og applaus da vi runder s¾ttet af med ÒSk¾ve ThorvaldÓ. En mand kommer straks hen til os og rŒber pŒ begejstret bredt amerikansk: ÒHey you - that`s real klezmer!Ó KLEZMER? - Det ord havde vi aldrig h¿rt f¿r, men han kunne fort¾lle os, at klezmer er betegnelsen for den j¿diske folkemusiktradition, der var utrolig popul¾r i ¯steuropa frem til 2. Verdenskrig og som siden slutningen af 70`erne har oplevet en revival is¾r i USA og Tyskland.

Det var f¿rste gang vi h¿rte om KLEZMER. Sidenhen m¿dte vi musikken pŒ bŒnd, plader og gennem andre musikere. Og vi blev dybt fascineret af tonen, som bŒde er s¿rgmodig, l¾ngselsfuld, n¾sten melankolsk - og samtidig sprudlende vital og meget livsbekr¾ftende. Klezmermelodier begyndte at snige sig ind i vores repertoire og med dem ogsŒ interessen for den j¿diske kultur og tradition - og historien bag musikken.

 

 

Af de 9 millioner j¿der, der engang levede i Polen, Baltikum, Ukraine, Rusland og Rum¾nien er der i dag forsvindende fŒ tilbage. Men det var i disse egne, i byer som Warszawa, Lublin, Krakow, Vilnius, Lvov, Budapest og i de tusinder af smŒ j¿diske landsbyer (shtetler) at musikken blomstrede fra middelalderen og et godt stykke ind i vort Œrhundrede. Spillem¾ndene - KLEZMORIM- vandrede af sted fra landsby til landsby med instrumenterne pŒ ryggen. I en beskrivelse af et klezmerorkester fra 1800 tallet er der en bes¾tning pŒ to violiner, en klarinet, en cello  og en dulcimer ( et strengeinstrument som betjenes med to tr¾pinde). Derudover kunne der v¾re kontrabas, trommer og b¾kkener. Violinen var det centrale instrument, men den blev efterhŒnden overhalet af klarinetten, der kan spille kraftigere, hvad der var brug for til udend¿rs fester. Klarinetten har ogsŒ en uforlignelig evne til kunne l¾gge sig t¾t op ad den menneskelige stemme. Og den j¿diske musiktradition er netop t¾t forbundet med stemmen og sangen.

Ordet klezmer kommer fra det hebraiske kli-zemer som betyder sanginstrument . Efter den anden ¿del¾ggelse af templet i Jerusalem i Œr 70 e. Kr. besluttede j¿derne, som et udtryk for deres sorg, at forbyde instrumental musik under gudstjenesten. Kun i forbindelse med bryllupper og den lystige Purimfest mŒtte der spilles, derfor blev det musikalske element i synagogen op gennem Œrhundreder kantorens sang. Med sangen i centrum blev melodien det vigtigste. Der skabtes et v¾ld af nye melodier, is¾r af chassiderne, som var tilh¾ngere af den ekstatisk-mystiske bev¾gelse chassidismen. Den opstod i Polen i 1700 tallet, som en reaktion mod den ortodokse, alvorlige og meget bel¾ste j¿dedom. En gruppe entusiastiske mystikere omkring rabbineren Baˆl Shem-Tov begyndte at udbrede den ide, at Gud ikke alene kunne nŒs gennem b¿nner og granskning af Torah, men ogsŒ gennem sang, dans og gl¾de. Deres gudstjenester var fyldt med sang, de dansede ofte, klappede i h¾nderne, bankede i bordet eller trampede i takt til melodien. Sangene kunne v¾re tekster fra bibelen, som de satte melodi til. Af og til hentede de inspiration til nye melodier ved at gŒ ud pŒ marken og lytte til fŒrehyrdernes fl¿jtespil. Men derudover dyrkede de Òsangen uden ordÓ. De sang pŒ lyde som f.eks. oy boy, ya ba ba bam, chiribim, day day. Om den form for sang sagde chassiderne, at den gik direkte op gennem himlens port, videre op til Guds trone og lige ind i hans hjerte.

 

Kantorens sang og chassidernes melodier udgjorde den religi¿se j¿diske musik, som spillem¾ndene tog til sig og omsatte til instrumenter. Men derudover kunne de spille alt, hvad folk gerne ville h¿re. Deres repertoire omfattede egnens lokale folkemusik og hvad der ellers var popul¾rt i tiden. Og de hentede ogsŒ inspiration derfra, nŒr de skabte nye numre. Hvadenten klezmorim rejste i Ukraine, Polen eller Balkanlandene, sŒ satte v¾rtslandet sit tydelige pr¾g pŒ musikken. Senere kom ogsŒ salonmusikken til, ja, endog klassiske stykker gled ind i repertoiret.

Den nulevende j¿diske mesterklarinettist, Giora Feidman, sagde engang pŒ en Masterclass i Berlin, at for ham er klezmer ikke en bestemt slags musik, men en mŒde at tolke musikken pŒ, som er pŒvirket af den j¿diske b¿n og lyden af Shofarhornet, der varsler sabbattens komme.

Og netop evnen til at fortolke musikken, den havde spillem¾ndene. De fleste af dem kunne ikke l¾se noder, men de kunne spille og udtrykke musikkens v¾sen. Og de var popul¾re. Helt tilbage fra middelalderen er der beskrivelser af, hvordan de omvandrende klezmorim blev ansat som hofmusikanter hos hertuger og konger. De spillede for j¿der sŒvel som for kristne, til familiefester, folkefester, pŒ v¾rtshuse - ja, hvor der var brug for dem.

Frem for alt var klezmorim festmusikere og fest blev der, hvor de kom frem. Den begivenhed, som er t¾ttest forbundet med klezmorim, mŒ vel nok siges at v¾re det j¿diske bryllup,. Det fort¾lles endda, at mange bryllupper kom istand, nŒr klezmorim var pŒ egnen, for der kunne jo gŒ l¾nge inden der igen dukkede musikanter op. En bryllupsfest kunne vare op til en uge og der var musik stort set hele tiden. F¿rst og fremmest dansemusik: sher, bulgar, khosidl, hora og hvad ellers de forskellige danseformer hedder - men mange handlinger foregik ogsŒ til musikledsagelse. Hele brudef¿lget skulle med musikerne i spidsen gŒ i optog hen til vielsen. NŒr brudeparret stod sammen med rabbineren under baldakinen blev der spillet stille musik, som slog over i festlige toner i det ¿jeblik selve bryllupsceremonien var afsluttet. Der var musik til brudens afsked med veninderne, til den rituelle hŒrklipning, ja, selv til at f¿lge svigerfor¾ldrene hjem med. Var det en s¾rlig stor fest, supplerede klezmorim sig ofte med nogle violinspillende sig¿jnere - et orkester kunne komme helt op pŒ 12-15 musikanter. Hvad angŒr sig¿jnerne havde de og klezmorim et fint og meget inspirerende samarbejde, hvad der tydeligt h¿res i musikken. De lŒnte fra hinanden og i dag findes der mange melodier som bŒde har en tekst pŒ romani (sig¿jnernes sprog) og jiddisch.

 

Siden middelalderen har jiddisch v¾ret f¾llessproget for de ¿steurop¾iske j¿der. Grundstammen er gammeltysk, d.v.s. 80-85%, mens resten er en blanding af hebraisk og aram¾isk og derudover ord og vendinger fra Òv¾rtslandetÓ. Mens man i synagogen brugte hebraisk, sŒ blev jiddisch det verdslige sprog, og dermed det sprog, som sangene om dagligdagens sorger og gl¾der voksede ud af. Sange, som afspejler livet i datidens smŒ j¿diske samfund, der for det meste b¿d pŒ kummerlige kŒr. Fattigdommen var stor og de mange pogromer, der aldrig synes at tage en ende, gjorde sorg og smerte n¾rv¾rende. Men det er som om, at netop i m¿det med smerten viser lysten til livet sig allertydeligst. MŒske handler sangen om, at der ikke er penge til husleje og mad, men den fŒr modspil af melodien, som er let og glad - eller den fŒr et humoristisk drej. At m¿de en gennemf¿rt sentimental jiddisch sang h¿rer til sj¾ldenhederne, for det er ikke gennem selvmedlidenhed, at kr¾fterne til overlevelse hentes. Humoren sniger sig ind mange steder, og ofte er det rabbineren, der mŒ stŒ for skud. Nogle sange er specifikt j¿diske og handler f.eks. om l¾ngslen efter Messias komme eller forholder sig til de j¿diske h¿jtider og shabatten, der hyldes og hilses velkommen. Men der er ogsŒ et v¾ld af vuggeviser, b¿rnesange, satiriske ballader, drikkeviser - og sŒ selvf¿lgelig sange om forelskelse og k¾rlighed i alle afskygninger.

 

I slutningen af 1800 tallet begynder masseemigrationen til Amerika og den forts¾tter et godt stykke ind i det 19`ende Œrhundrede. Sangene og musikken f¿lger med pŒ rejsen over havet. Og mens j¿derne i ¯steuropa synger om zionismen og senere om livet og d¿den i ghettoer og koncentrationslejre, sŒ oplever musikken en ganske anden udvikling Ò in dos goldene landÓ.

De smŒ klezmerensembler blev snart udviddet til store orkestre, og med grammofonen opstod der nye muligheder og et helt nyt marked. De mange indvandre ville gerne lytte til musikken hjemmefra og i de glade tyvere blev der udgivet mere end 700 klezmerplader. I det hele taget var det en blomstringsperiode for jiddisch kultur, med talrige jiddische teatre, aviser og bogudgivelser. Musikken havde efterhŒnden fŒet en tydelig amerikansk accent, og de nye sange forholdt sig til livet i storbyen, arbejdet pŒ fabrikkerne, forventningerne - og savnet af alt det, man havde forladt. Men den amerikanske klezmers storhedstid sluttede i begyndelsen af trediverne, dels pŒ grund af depressionen, som bl.a. gjorde at pladeselskaberne mŒtte sk¾re meget ned pŒ deres udgivelser. Men ogsŒ fordi mange af de j¿diske emigranter slap trŒdene til det gamle land, fordi deres st¿rste ¿nske var at assimilere, blive amerikanere. Det bet¿d for nogle musikere, at de pakkede instrumentet sammen og fandt andet arbejde, mens andre fik jobs i de store danseorkestre, hvor swing-jazzen holdt sit indtog. Her kunne de j¿diske musikere godt g¿re sig g¾ldende, hvad navne som Artie Shaw og Benny Goodman vidner om. Nogle af sangene bliver oversat til engelsk og kommer ind pŒ popul¾rrepertoiret, ofte som en sjov hybrid af jiddisch og engelsk. Den mest kendte er vel nok Ó Bay Mir Bistu SheynÓ.

 

Klezmermusikken forsvandt fra scenen i l¿bet af trediverne og der skulle gŒ et par generationer f¿r den igen blev aktuel. I 70`erne begyndte nogle unge amerikanske j¿der at interessere sig for deres kulturelle og musikalske r¿dder. De gravede de gamle, st¿vede plader frem fra k¾ldre og loftskamre, lyttede numrene af  og gik igang med at spille musikken. Nogle arbejdede med at komme sŒ t¾t pŒ den gamle tradition som muligt, mens andre brugte den som springbr¾t for deres egne eksperimenter. De videreudviklede den og blandede den med andre genrer, sŒ der i dag findes klezmer med f.eks. tydelig jazz og latin pr¾g - eller der er focus pŒ messingbl¾serne, sŒ familieskabet med cirkusmusikken bliver tydeligt.

Samtidigt, i ¯steuropa, gik aktive teaterfolk igang med at indsamle det lidt, der var tilbage af de jiddische sange og klezmemelodier efter 2. Verdenskrig. Musikken egner sig fortrinligt til teater og gadeparader, og den nŒede af den vej, via teatercirklerne, til vesten.

Men det var amerikanerne, der for alvor bragte klezmermusikken tilbage til Europa.

I l¿bet af 80`erne begyndte der at komme plader med grupper som The Klezmorim, Kapelye. Klezmer Conservatory Band, Klezmatics . Klezmerrevivalen bredte sig til Tyskland, Holland, Belgien og England, hvor nye grupper opstod, og i dag er det sŒdan, at enhver st¿rre musikfestival med respekt for sig selv har et klezmerband pŒ programmet. Mange af musikerne er ikke-j¿der, der er blevet grebet af den f¿lsomhed og nerve, som ligger i musikken, der ogsŒ kan slŒ over og blive vild og fandenivoldsk.

Jiddisch bliver kaldt ÒHjerternes sprogÓ - det samme kan man sige om klezmer. Det er musik, der taler til f¿lelserne. Med Giora Feidmans ord:Ó Det vigtigste ved klezmermusikken er, at du udtrykker det, der er sandt for dig- og at du formŒr at kommunikere fra dit hjerte til andres.Ó

Det lykkes sŒ i st¿rre eller mindre grad for de mange nye klezmergrupper, men en ting er i al fald sikkert - klezmer er en musikalsk genre, som vi kommer til at h¿re mere til.

 

 

Ann-Mai-Britt Fjord

 

Sanger og musiker i KLEZMERDUO

 

Skrevet til H¿jskolebladet 1998