KLEZMER

MUSIK, LÆNGSEL OG LIVSLYST

En dag for mere end 10 år siden spillede vi på gågaden i Hamborg. Go` stemning, mange folk, penge i kassen og applaus da vi runder sættet af med “Skæve Thorvald”. En mand kommer straks hen til os og råber på begejstret bredt amerikansk: “Hey you - that`s real klezmer!” KLEZMER? - Det ord havde vi aldrig hørt før, men han kunne fortælle os, at klezmer er betegnelsen for den jødiske folkemusiktradition, der var utrolig populær i Østeuropa frem til 2. Verdenskrig og som siden slutningen af 70`erne har oplevet en revival især i USA og Tyskland.

Det var første gang vi hørte om KLEZMER. Sidenhen mødte vi musikken på bånd, plader og gennem andre musikere. Og vi blev dybt fascineret af tonen, som både er sørgmodig, længselsfuld, næsten melankolsk - og samtidig sprudlende vital og meget livsbekræftende. Klezmermelodier begyndte at snige sig ind i vores repertoire og med dem også interessen for den jødiske kultur og tradition - og historien bag musikken.

Af de 9 millioner jøder, der engang levede i Polen, Baltikum, Ukraine, Rusland og Rumænien er der i dag forsvindende få tilbage. Men det var i disse egne, i byer som Warszawa, Lublin, Krakow, Vilnius, Lvov, Budapest og i de tusinder af små jødiske landsbyer (shtetler) at musikken blomstrede fra middelalderen og et godt stykke ind i vort århundrede. Spillemændene - KLEZMORIM- vandrede af sted fra landsby til landsby med instrumenterne på ryggen. I en beskrivelse af et klezmerorkester fra 1800 tallet er der en besætning på to violiner, en klarinet, en cello og en dulcimer ( et strengeinstrument som betjenes med to træpinde). Derudover kunne der være kontrabas, trommer og bækkener. Violinen var det centrale instrument, men den blev efterhånden overhalet af klarinetten, der kan spille kraftigere, hvad der var brug for til udendørs fester. Klarinetten har også en uforlignelig evne til kunne lægge sig tæt op ad den menneskelige stemme. Og den jødiske musiktradition er netop tæt forbundet med stemmen og sangen.

Ordet klezmer kommer fra det hebraiske kli-zemer som betyder sanginstrument . Efter den anden ødelæggelse af templet i Jerusalem i år 70 e. Kr. besluttede jøderne, som et udtryk for deres sorg, at forbyde instrumental musik under gudstjenesten. Kun i forbindelse med bryllupper og den lystige Purimfest måtte der spilles, derfor blev det musikalske element i synagogen op gennem århundreder kantorens sang. Med sangen i centrum blev melodien det vigtigste. Der skabtes et væld af nye melodier, især af chassiderne, som var tilhængere af den ekstatisk-mystiske bevægelse chassidismen. Den opstod i Polen i 1700 tallet, som en reaktion mod den ortodokse, alvorlige og meget belæste jødedom. En gruppe entusiastiske mystikere omkring rabbineren Baàl Shem-Tov begyndte at udbrede den ide, at Gud ikke alene kunne nås gennem bønner og granskning af Torah, men også gennem sang, dans og glæde. Deres gudstjenester var fyldt med sang, de dansede ofte, klappede i hænderne, bankede i bordet eller trampede i takt til melodien. Sangene kunne være tekster fra bibelen, som de satte melodi til. Af og til hentede de inspiration til nye melodier ved at gå ud på marken og lytte til fårehyrdernes fløjtespil. Men derudover dyrkede de “sangen uden ord”. De sang på lyde som f.eks. oy boy, ya ba ba bam, chiribim, day day. Om den form for sang sagde chassiderne, at den gik direkte op gennem himlens port, videre op til Guds trone og lige ind i hans hjerte.

Kantorens sang og chassidernes melodier udgjorde den religiøse jødiske musik, som spillemændene tog til sig og omsatte til instrumenter. Men derudover kunne de spille alt, hvad folk gerne ville høre. Deres repertoire omfattede egnens lokale folkemusik og hvad der ellers var populært i tiden. Og de hentede også inspiration derfra, når de skabte nye numre. Hvadenten klezmorim rejste i Ukraine, Polen eller Balkanlandene, så satte værtslandet sit tydelige præg på musikken. Senere kom også salonmusikken til, ja, endog klassiske stykker gled ind i repertoiret.

Den nulevende jødiske mesterklarinettist, Giora Feidman, sagde engang på en Masterclass i Berlin, at for ham er klezmer ikke en bestemt slags musik, men en måde at tolke musikken på, som er påvirket af den jødiske bøn og lyden af Shofarhornet, der varsler sabbattens komme.

Og netop evnen til at fortolke musikken, den havde spillemændene. De fleste af dem kunne ikke læse noder, men de kunne spille og udtrykke musikkens væsen. Og de var populære. Helt tilbage fra middelalderen er der beskrivelser af, hvordan de omvandrende klezmorim blev ansat som hofmusikanter hos hertuger og konger. De spillede for jøder såvel som for kristne, til familiefester, folkefester, på værtshuse - ja, hvor der var brug for dem.

Frem for alt var klezmorim festmusikere og fest blev der, hvor de kom frem. Den begivenhed, som er tættest forbundet med klezmorim, må vel nok siges at være det jødiske bryllup,. Det fortælles endda, at mange bryllupper kom istand, når klezmorim var på egnen, for der kunne jo gå længe inden der igen dukkede musikanter op. En bryllupsfest kunne vare op til en uge og der var musik stort set hele tiden. Først og fremmest dansemusik: sher, bulgar, khosidl, hora og hvad ellers de forskellige danseformer hedder - men mange handlinger foregik også til musikledsagelse. Hele brudefølget skulle med musikerne i spidsen gå i optog hen til vielsen. Når brudeparret stod sammen med rabbineren under baldakinen blev der spillet stille musik, som slog over i festlige toner i det øjeblik selve bryllupsceremonien var afsluttet. Der var musik til brudens afsked med veninderne, til den rituelle hårklipning, ja, selv til at følge svigerforældrene hjem med. Var det en særlig stor fest, supplerede klezmorim sig ofte med nogle violinspillende sigøjnere - et orkester kunne komme helt op på 12-15 musikanter. Hvad angår sigøjnerne havde de og klezmorim et fint og meget inspirerende samarbejde, hvad der tydeligt høres i musikken. De lånte fra hinanden og i dag findes der mange melodier som både har en tekst på romani (sigøjnernes sprog) og jiddisch.

Siden middelalderen har jiddisch været fællessproget for de østeuropæiske jøder. Grundstammen er gammeltysk, d.v.s. 80-85%, mens resten er en blanding af hebraisk og aramæisk og derudover ord og vendinger fra “værtslandet”. Mens man i synagogen brugte hebraisk, så blev jiddisch det verdslige sprog, og dermed det sprog, som sangene om dagligdagens sorger og glæder voksede ud af. Sange, som afspejler livet i datidens små jødiske samfund, der for det meste bød på kummerlige kår. Fattigdommen var stor og de mange pogromer, der aldrig synes at tage en ende, gjorde sorg og smerte nærværende. Men det er som om, at netop i mødet med smerten viser lysten til livet sig allertydeligst. Måske handler sangen om, at der ikke er penge til husleje og mad, men den får modspil af melodien, som er let og glad - eller den får et humoristisk drej. At møde en gennemført sentimental jiddisch sang hører til sjældenhederne, for det er ikke gennem selvmedlidenhed, at kræfterne til overlevelse hentes. Humoren sniger sig ind mange steder, og ofte er det rabbineren, der må stå for skud. Nogle sange er specifikt jødiske og handler f.eks. om længslen efter Messias komme eller forholder sig til de jødiske højtider og shabatten, der hyldes og hilses velkommen. Men der er også et væld af vuggeviser, børnesange, satiriske ballader, drikkeviser - og så selvfølgelig sange om forelskelse og kærlighed i alle afskygninger.

I slutningen af 1800 tallet begynder masseemigrationen til Amerika og den fortsætter et godt stykke ind i det 19`ende århundrede. Sangene og musikken følger med på rejsen over havet. Og mens jøderne i Østeuropa synger om zionismen og senere om livet og døden i ghettoer og koncentrationslejre, så oplever musikken en ganske anden udvikling “ in dos goldene land”.

De små klezmerensembler blev snart udviddet til store orkestre, og med grammofonen opstod der nye muligheder og et helt nyt marked. De mange indvandre ville gerne lytte til musikken hjemmefra og i de glade tyvere blev der udgivet mere end 700 klezmerplader. I det hele taget var det en blomstringsperiode for jiddisch kultur, med talrige jiddische teatre, aviser og bogudgivelser. Musikken havde efterhånden fået en tydelig amerikansk accent, og de nye sange forholdt sig til livet i storbyen, arbejdet på fabrikkerne, forventningerne - og savnet af alt det, man havde forladt. Men den amerikanske klezmers storhedstid sluttede i begyndelsen af trediverne, dels på grund af depressionen, som bl.a. gjorde at pladeselskaberne måtte skære meget ned på deres udgivelser. Men også fordi mange af de jødiske emigranter slap trådene til det gamle land, fordi deres største ønske var at assimilere, blive amerikanere. Det betød for nogle musikere, at de pakkede instrumentet sammen og fandt andet arbejde, mens andre fik jobs i de store danseorkestre, hvor swing-jazzen holdt sit indtog. Her kunne de jødiske musikere godt gøre sig gældende, hvad navne som Artie Shaw og Benny Goodman vidner om. Nogle af sangene bliver oversat til engelsk og kommer ind på populærrepertoiret, ofte som en sjov hybrid af jiddisch og engelsk. Den mest kendte er vel nok ” Bay Mir Bistu Sheyn”.

Klezmermusikken forsvandt fra scenen i løbet af trediverne og der skulle gå et par generationer før den igen blev aktuel. I 70`erne begyndte nogle unge amerikanske jøder at interessere sig for deres kulturelle og musikalske rødder. De gravede de gamle, støvede plader frem fra kældre og loftskamre, lyttede numrene af og gik igang med at spille musikken. Nogle arbejdede med at komme så tæt på den gamle tradition som muligt, mens andre brugte den som springbræt for deres egne eksperimenter. De videreudviklede den og blandede den med andre genrer, så der i dag findes klezmer med f.eks. tydelig jazz og latin præg - eller der er focus på messingblæserne, så familieskabet med cirkusmusikken bliver tydeligt.

Samtidigt, i Østeuropa, gik aktive teaterfolk igang med at indsamle det lidt, der var tilbage af de jiddische sange og klezmemelodier efter 2. Verdenskrig. Musikken egner sig fortrinligt til teater og gadeparader, og den nåede af den vej, via teatercirklerne, til vesten.

Men det var amerikanerne, der for alvor bragte klezmermusikken tilbage til Europa.

I løbet af 80`erne begyndte der at komme plader med grupper som The Klezmorim, Kapelye. Klezmer Conservatory Band, Klezmatics . Klezmerrevivalen bredte sig til Tyskland, Holland, Belgien og England, hvor nye grupper opstod, og i dag er det sådan, at enhver større musikfestival med respekt for sig selv har et klezmerband på programmet. Mange af musikerne er ikke-jøder, der er blevet grebet af den følsomhed og nerve, som ligger i musikken, der også kan slå over og blive vild og fandenivoldsk.

Jiddisch bliver kaldt “Hjerternes sprog” - det samme kan man sige om klezmer. Det er musik, der taler til følelserne. Med Giora Feidmans ord:” Det vigtigste ved klezmermusikken er, at du udtrykker det, der er sandt for dig- og at du formår at kommunikere fra dit hjerte til andres.”

Det lykkes så i større eller mindre grad for de mange nye klezmergrupper, men en ting er i al fald sikkert - klezmer er en musikalsk genre, som vi kommer til at høre mere til.

Ann-Mai-Britt Fjord

Sanger og musiker i KLEZMERDUO

Skrevet til Højskolebladet 1998